Guide til vanding af stueplanter
Sådan vander du dine stueplanter korrekt
At vande dine planter kan være lidt som at gå på line - for meget vand, og de drukner; for lidt, og de visner bort. Med lidt baggrundsviden og tips, er vi sikre på, at du fremadrettet nemt kan vande dine planter rigtigt.
Lad os dykke ned i kunsten at vande dine planter korrekt!
6 hurtige facts om vanding af stueplanter
Bladtykkelse: Jo tykkere bladene er, desto mindre behøver du at vande dine planter. Dette skyldes, at planter med tykkere blade er bedre til at gemme på vand. Tag eksemplet med en tykbladet Sansevieria cylindrica eller Svigermors Skarpe Tunge, sammenlignet med planter som Calathea'er, der bærer på fine, tynde og elegante blade.
Vandtemperatur: Planter kan faktisk ikke lide at blive vandet med koldt vand fra hanen, da dette kan give dem et kuldechok! Brug derfor gerne vand, der har stuetemperatur. Du kan med fordel fylde din vandkande op dagen inden du vander dine planter.
Sæsonpåvirkning: Årstiderne spiller en stor rolle, når det kommer til vanding. I sommermånederne vil dine planter kræve 2-3 gange så meget vand som om vinteren. Derfor vil de kræve hyppigere vandinger.
At tørre ud eller ej?: De fleste planter foretrækker en lille pause mellem vandingerne, så jorden kan tørre lidt ud.
Dog følger der med alle regler visse undtagelser. Komplekse planter som Alocasia'er foretrækker konsekvent fugtig jord, men uden at få så meget, at de drukner.
Skygge vs. Direkte lys: Lysforhold og varme påvirker også planters vandingsbehov. Planter, der står i direkte sollys har tendens til at kræve hyppigere vanding.
When in doubt, leave it out: Er du i tvivl om hvad du skal gøre, er hovedregelen at vente lidt. Overvanding samt dårlige lysforhold topper listen over dødsårsager blandt planter.
Dette er især en udfordring om vinteren. Som nævnt tidligere har planterne et nedsat vandingsbehov, men velmenende plante-passere kommer til at overøse deres planter med lidt for meget kærlighed. Bogstaveligt talt.
Sådan tjekker du, om en plante skal vandes
Fingertesten: Et simpelt trick er at stikke din finger ned i jorden, ca. 2,5 cm. Hvis din finger føles tør og der ikke er jordrester på fingeren, er det tid til at vande. Hvis jorden til gengæld føles fugtig og bliver siddende på din finger, skal du vente lidt med vandingen.
Løft potten: Hvis din plante ikke er direkte pottet i en potteskjuler, kan du løfte potten. Føles den mærkbart let, er det et tegn på, at din plante har brug for en lille tår.
Føles den derimod tung, og er jorden fugtig, så er tålmodighed den største dyd du kan udøve.
Misting og Brusebad - Er det nødvendigt?
At vaske og forstøve sine planter med vand er et omdiskuteret emne blandt planteentusiaster. Nogle sværger til det, mens andre forbliver skeptiske. Det er ikke strengt nødvendigt at gøre dette, men der kan være fordele ved at gøre det et par gange om året.
Fjerne snavs og støv: En ugentlig tur med vandforstøveren kan hjælpe med at fjerne snavs og støv fra dine planters blade, så de bedre kan ånde.
Glade fugtelskere: Planter, der trives i høj luftfugtighed, som Calathea'er, kan have gavn af regelmæssig forstøvning, da det hjælper med at opretholde deres foretrukne betingelser.
Skadedyrsbekæmpelse: Forstøvning kan holde de skadedyr væk, der foretrækker tørrere miljøer.
Ugentligt check-in: Forstøvning kan også fungere som en ugentlig mulighed for at tjekke dine planters tilstand og se om de trives.
Hvis du beslutter dig for at bruge en vandforstøver, anbefaler vi at du bruger destilleret lunkent vand eller regnvand.
Vand fra hanen kan efterlade mineralaflejringer på din plante, når det fordamper, hvilket både er grimt og skadeligt i længden.
Udover vandforstøvning, sætter de fleste planter pris hvis du fjerner støv med en fugtig klud i ny og næ. På den måde holder dine planter sig sunde, smukke og raske.
Hvorfor får min plante gule blade?
Hvis din plante ser sløv og slap ud og får gule blade, er den store synder i de fleste tilfælde overvanding. Dette kan med tiden slå din plante ihjel, da din plantes rødder så vil drukne.
Hvis du har mistanke om, at din plante er blevet overvandet, kan du gøre følgende:
- Tag planten ud af potten.
- Ryst forsigtigt overskydende jord af og lad den tørre ud natten over.
- Skær eventuelle rådne eller beskadigede rødder af med en skarp saks.
- Ompot din plante i ny jord.
Overvanding finder oftere sted, når en plante er pottet direkte i urteskjuleren. Hvis du ofte bøvler med dette problem, kan det være en god idé at ompotte din plante til en potte med ordentlig et dræningshul. Dette hjælper dig med at holde øje med plantens vandingsbehov løbende.
Vanding af kaktusser og hårdføre planter
Ørkenplanter, herunder kaktusser og sukkulenter, trives i tørre forhold og kræver derfor ikke hyppig vanding. Når der vandes, vandes de en lille smule og skal jorden tørre ud, før der vandes igen.
Sommer: Tjek din plante en gang om måneden.
Vinter: Tjek din plante hver 2-3 måned.
Nogle planter viser dig, når de trænger til vand, f.eks. en Sansevieria cylindrica, der begynder at rynke når den trænger til vand.
Vanding af tropiske stueplanter
Tropiske planter, som Calathea-slægten, Bananplanter (Musa 'acuminata') og Paradisfugl (Strelitzia nicolai) vandes oftere. Det er vigtigt ikke at at lade tropiske planter tørre helt ud mellem vandingerne.
Sommer: 1-2 gange om ugen
Vinter: Hver 7. -14. dag